Kai Ormstrup Jensen har en særlig kvalitet som rådgiver, hvis man spørger Pernille Sederberg, der har kommunikationsvirksomheden akomm: Kai kan pande en forretningsidé ned – nænsomt.

Pernille Sederberg havde under forårets coronanedlukning arbejdet med en idé om at bygge en platform op, hvor hun kunne hjælpe iværksættere i kunstneriske erhverv med at vokse. For at komme videre tog hun kontakt til Kai Omstrup Jensen. Han har i mange år bistået små og mellemstore virksomheder med innovation – blandt andet ved at hjælpe dem til at få offentlig medfinansiering til deres projekter. Nu er han også en del af MODCORONA’s korps af uhonorerede rådgivere.

”Kai kommer med en stille advarsel, efter at jeg har fremlagt min idé for ham”, fortæller Pernille Sederberg. ”At nu vil der komme kritik. Og så siger han, at han ikke tror på idéen eller på offentlig medfinansiering. Han siger tingene lige ud, men han siger dem med forståelse for mit engagement. Nænsomt”. Konklusionen bliver, at hun skal en anden vej. Hun skal holde fokus på sin eksisterende virksomhed.

Rådgivningen fra Kai Ormstrup Jensen har ifølge Pernille Sederberg været guld værd: ”Takket være Kais modspil har jeg fået lagt idéen ned. Også mentalt. Nu kommer den ikke til at koste mig flere penge og flere spekulationer.”